Jeg mangler min livsopretholderske.

Sad i dag og læste min venindes meget vel opdaterede blog, som hun har lavet i forbindelse med sin afgang til London.

Hun savner sin tilværelse i Kbh men føler stadig at denne er for lille til hendes enorme menneskelige udfoldelser!

Jeg skrev straks en mail hvor i jeg forklarede at jeg ikke savnede, men manglede hende her, helt igennem egoistisk, men det er sådan jeg har det, at savne er jo bare en pænere måde at udtrykke ens skrigende begær for noget bestemt eller for noget man synes man mangler og lige så snart det forklares i forhold til et andet menneske hedder det et savn.

Jeg Mangler min veninde til at hjælpe mig med at dømme mine gerninger og opretholde min eksistens for mig, men hun er i London, så hun kan ikke opfylde mit begær, min mangel og jeg bliver kun mere og mere grådig...