Når jeg sidder hjemme og laver lektier rammes jeg hver dag af Bushwicks "stilhed". Hvis man ser bort fra den aircondition, jeg sidder lge ved siden af, den vifte, som vi tænder for at få airconditioningen til at spredes ud i rummet, den frokost klokken i det mystiske varehus, der udsender dufte of lugte af nybagt brød og fiskemarked og hvis man ser bort fra den åndsvage bilalarm, der går i gang hver gang en lastbil køre forbi, hvilket der jo ret ofte gør i et industrikvarter og hvis man ser bort fra den enten meget kraftige hip hop bas eller meget høje latin amerikanske musik der kommer fra de forbi kørende biler. Alt det kan jeg se bort fra, så der er ret stille i Bushwick.
Den eneste lyd, jeg absolut ikke kan se bort fra er den der kommer fra børnenes bedste ven, den der sørger for at nedkøle New Yorks gader når asfalten smelte, den lyd som minder nogen om ponyer, bamser, tegnefilm og nogen andre om uhyggelige klovne med syle spidse tænder, gyserfilm, børneplagerier og pædofile. Det gentagende klokkespil, der udsendes fra taget af ismandens kampvogn... Isbilens kendings melodi. Den lyd Kryber sig ned ad ryggen på mig i minutvis og får alle myrepatter, gåsehud og andre nubrede dyrs præg, til at rejse sig på hele kroppen. Den åndsvage lyd sætter sig fast i hoved og haunte mig resten af dagen. Den lyd kan jeg overhovedet ikke overhøre eller ignorere... Hvornår vil jeg aller helst ikke være hjemme, når isbilen holder nede på hjørnet!
cold as ice by Lendorph
Ingen kommentarer:
Send en kommentar